








- OM CHASTINA -
Det spirituelle har været en del af mit liv, så længe jeg kan huske. Min mor, Gerd, og min storesøster Rikke har begge arbejdet med det, så jeg er vokset op med det tæt på. For mig har det aldrig føltes fjernt eller mystisk, men som en naturlig del af den måde, jeg forstår verden og mennesker på.
Jeg var 14 år, da jeg holdt mit første meditationshold, og som 15-årig blev jeg uddannet Reiki-healer. Siden har meditation, healing og clairvoyance fulgt mig tæt, både i mit eget liv og i mødet med de mennesker, der kommer hos mig.
Jeg holder af de forskellige måder, vi kan finde ind til os selv på. Meditationen kan give ro og nærvær. Healingen kan støtte en følelse af balance og forbundethed. Og clairvoyancen kan åbne for nye perspektiver og indsigt på det, der fylder i livet.
Når du kommer hos mig, behøver du ikke have styr på det hele eller vide præcis, hvad du søger. Vi tager udgangspunkt i dig og det, der rører sig i dit liv. Mit ønske er, at du føler dig mødt, får plads til at mærke efter og går herfra med mere ro, klarhed og mod på det, der venter.
OM Studios er blevet til ud fra ønsket om at skabe et sted med plads til fordybelse, udvikling og nærvær. Et sted, hvor du kan lande lidt, vende blikket indad og tage ny energi og indsigt med dig videre.
- HVORFOR OM? -
Da jeg valgte navnet OM Studios, var der flere omkring mig, der spurgte: "Hvordan udtaler man det egentlig? Og hvad betyder det?"
Mit svar begynder i Thailand i 2012. Dengang rejste jeg ud i verden for at finde perspektiv – og måske mig selv. På et tidspunkt stoppede jeg spontant ved et lille tempel i Udon-området, langt fra alfarvej. Det så ikke ud af meget, men det lyste op for mig.
Jeg blev mødt af en munk, som tilbød mig ophold på to betingelser:
-
Jeg måtte kun medbringe tre personlige ejendele.
-
Jeg måtte først rejse igen, når jeg selv følte mig klar.
Jeg sagde ja med det samme – og flyttede ind med min tandbørste, en scrapbog og en flaske shampoo.
Selvom jeg havde mediteret i flere år, kæmpede jeg i starten. Stilheden, varmen, de ukendte mennesker – det hele var overvældende. En dag tog en munk mig med på en gåtur og fortalte om OM.
Han sagde, at OM er universets lyd. En lyd, der ikke kan oversættes, men som rummer fred – både individuelt, kollektivt og universelt. Han bad mig vende tilbage til det sted, jeg havde siddet i syv dage uden held, og blot gentage OM, igen og igen. Det gjorde jeg – og hvor jeg før havde kæmpet for at sidde i 30 minutter, sad jeg nu i fire timer. I dyb ro.
OM blev ikke bare et mantra. Det blev et vendepunkt. Et nyt syn på livet. En ny måde at være i det på.
Siden har ordet OM haft en særlig betydning for mig. Det rummer alt det, jeg ønsker at give videre: Ro, indsigt, fordybelse og forbindelse. Derfor var der heller ingen tvivl, da jeg skulle finde et navn til det sted, hvor alt det skulle deles videre.
OM Studios er mit bidrag – og min invitation til dig, der er klar til at tage næste skridt.
.